Gudinden vækkes

( en Atlantis erindring )

Hun føler hun synker

Hun synker

Hun føler

at Lyset forsvinder

og mørket vinder

 

Den kamp hun forbinder

med livet på Jorden

Hun drukner

og smerten

i hjertet bor den

 

Hun slipper og mærker

at mørket kan varme

som knusende arme

En pause måske

Hun kan intet se

 

For trætheden vræler

og ansvar der kvæler

en sensibel krop

Hvor kan jeg hvile

Husk at smile

hvis nogen kigger op

 

Hun flygter i ensomhed

alt bliver stille

Her er hun så lille

at smerten må fylde

og mørket gør fri

 

Et Hjerte der kæmper

for retten til Glæde

for retten til Livet

I havet i dybet

Vågner af gyset

og søger mod Lyset

Hun giver aldrig op

 

Hun svømmer, hun kæmper

Hun mærker hun vinder

For mørket forsvinder

og viljen er stærk

 

Hun ser smukke talenter

der ligger og venter

Hun ser magien

hun bærer indeni

 

Vandskorpen brydes

I Lyset en Gudinde

En kvinde

Man ser Hun er Fri !